Denne artikel vil behandle emnet Donald "Duck" Dunn, som har skabt adskillige debatter og har vakt interesse hos forskellige sektorer i samfundet. Donald "Duck" Dunn er et emne af aktuel relevans, der har været genstand for undersøgelse og forskning i forskellige sammenhænge og discipliner. Gennem tiden har Donald "Duck" Dunn gennemgået forskellige transformationer og har fået forskellige betydninger, hvilket gør det til et emne med stor kompleksitet og bredde. Derfor er det væsentligt at analysere i dybden de forskellige aspekter og dimensioner, som Donald "Duck" Dunn omfatter, for at forstå dets omfang og virkning på forskellige områder. Ved at udforske dets oprindelse, udvikling og konsekvenser er det hensigten at tilbyde en omfattende og objektiv vision af Donald "Duck" Dunn med det formål at bidrage til forståelsen og refleksionen over dette emne.
Donald "Duck" Dunn | |
---|---|
![]() | |
Information | |
Pseudonym | Duck ![]() |
Født | 24. november 1941 ![]() Memphis, Tennessee, USA ![]() |
Død | 13. maj 2012 (70 år) ![]() Tokyo, Japan ![]() |
Statsborger | USA ![]() |
Sprog | Engelsk ![]() |
Genre | Soul, blues rock, blues ![]() |
Beskæftigelse | Musiker, sangskriver, musikproducer, skuespiller |
Medlem af | Booker T. & the M.G.'s The Blues Brothers band |
Aktive år | ca. 1960 - 2012 |
Pladeselskab | Stax Records m.fl. |
Associeret med | Otis Redding, Muddy Waters, Issac Hayes, Albert King, Wilson Pickett, Eric Clapton, Bob Dylan, Peter Frampton, Rod Stewart, Tom Petty, Neil Young m.fl. |
Instrumenter | |
Basguitar, guitar, bas ![]() | |
Eksterne henvisninger | |
Donald "Duck" Dunns hjemmeside ![]() | |
Information med symbolet ![]() |
Donald “Duck” Dunn (født 24. november 1941, død 13. maj 2012)[1][2] var en amerikansk bassist, studiemusiker, musikproducer og sangskriver. Dunn er særlig kendt for sine indspilninger i 1960'erne med Booker T. & the M.G.'s og som studiemusiker for Stax Records. På Stax medvirkede Dunn på flere hundrede indspilninger, herunder på hits med Otis Redding, Sam & Dave, Rufus Thomas, Carla Thomas, William Bell, Eddie Floyd, Johnnie Taylor, Albert King, Elvis Presley og mange andre. Han blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1992 som medlem af Booker T. & the M.G.'s. Han er optaget som nr. 40 på Bass Player magazines liste "The 100 Greatest Bass Players of All Time".[3]
Dunn begyndte at spille guitar, men skiftede tidligt til basguitar og begyndte at spille i forskellige bands. Bandet The Messick High School havde en tenorsaxofonist, Charles "Packy" Axton, der var søn af Estelle Axton, der ejede halvdelen af Satellite Records (senere Stax Records). Under navnet The Mar-Keys udgav orkesteret udgav "Last Night" på Satellite, hvilket blev et mindre hit i USA, men Dunn forlod kort efter orkestret til fordel for et andet band.
Dunns barndomsven Steve Cropper havde i 1962 dannet Booker T. and the M.G.'s med Booker T. Jones og trommeslageren Al Jackson, Jr.[4] og bassisten Lewie Steinberg. I 1964 forlod Steinberg orkesteret, og Dunn blev herefter bassist i bandet.[5]
Stax blev kendt for Jacksons trommespil, lyden af The Memphis Horns og Dunns bas-grooves. Baslinjerne til Otis Reddings "Respect", "(Sittin' On) The Dock of the Bay" og "I Can't Turn You Loose", Sam & Dave's "Hold On, I'm Comin'" og Albert King's "Born Under a Bad Sign" havde indflydelse på musikere overalt.
I 1970'erne forlod Jones og Cropper Stax, men Dunn og Jackson blev på pladeselskabet. Dunn arbejdede med Elvis Presley på 1973 RCA-albummet fra 1973 Raised on Rock.
I tiden efter Stax arbejdede Dunn med bl.a. Muddy Waters, Freddie King, Jerry Lee Lewis, Eric Clapton, Rod Stewart, Bob Dylan og Tom Petty.
Han blev en del af The Blues Brothers band og medvirkede i filmen The Blues Brothers og i opfølgeren Blues Brothers 2000.
Dunn var bassist i Eric Claptons band, da Clapton spillede ved Live Aid i 1985.
Dunn og resten af The MGs var backingband ved Bob Dylans koncert i anledning af Dylans 30 års jubilæum i Madison Square Garden, hvor bl.a. optrådte Dylan, George Harrison, Eric Clapton, Tom Petty, Stevie Wonder, Sinéad O'Connor, Eddie Vedder og Neil Young.
I 2000'erne trak Dunn sig delvist tilbage og optrådte mindre hyppigt, men spillede dog fortsat ved udvalgte lejligheder med bl.a. Booker T. & the MG's, Eric Clapton og Joe Walsh.
Om morgenen den 13. maj 2012 blev Dunn fundet død efter at have optrådt ved et show i The Blue Note nightclub i Tokyo, hvor han havde spillet sammen med sin barndomskammerat Steve Cropper og Eddie Floyd.[6][7]
Donald "Duck" Dunn udgav ikke musik i eget navn, men medvirkede på knap 200 album og adskillige singler.
Dunn blev i 1992 optaget i Rock and Roll Hall of Fame som et medlem af Booker T. & the MG's.[8]
I 2007 modtog Dunn[9] og medlemmerne af Booker T. & the MG's (Booker T. Jones, Steve Cropper og Lewie Steinberg) sammen med Barbara Jackson, enken efter Al Jackson, Jr., en Grammy Lifetime Achievement Award for deres bidrag til populærmusikken.
{{cite web}}
: Mere end en |author=
og |last=
angivet (hjælp)
{{cite book}}
: Mere end en |ISBN=
og |isbn=
angivet (hjælp); Mere end en |OCLC=
og |oclc=
angivet (hjælp)